Danskerne vil købe julegaver online for 4 milliarder kroner
Julehandlen på nettet vokser stadig, og i år forventer danskerne at købe julegaver for hele fire milliarder kr. på nettet. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Sifo har lavet for PostNord.
- Vi kan se, at danskerne fortsætter det høje shoppegear efter Black Friday og i stigende grad benytter sig af muligheden for at bestille julegaverne online, siger Jørgen Fischer, der er e-handelsrådgiver i PostNord i Danmark.
De danskere, der nethandler deres julegaver forventer i gennemsnit at bruge 1.900 kr. Undersøgelsen viser også, at især tre varegrupper kommer til at ligge under juletræet i de danske hjem i år:
- Nu kan det godt være jeg får afsløret for meget, men det er især tøj og sko, elektronik til hjemmet og bøger, vi vil se under juletræet i år, siger Jørgen Fischer.
Næsten fire ud af ti vil købe tøj og sko, tre ud af ti giver stavblendere og den slags elektronik, mens næsten lige så mange lægger bøger i den digitale indkøbskurv.
Danskerne har i høj grad taget PostNords gode råd om om at bestille deres varer i god tid til sig. Ifølge undersøgelsen forventer næsten halvdelen af de netshoppeglade danskere nemlig at købe deres julegaver allerede inden 16. december.
PostNord har rustet sig til at skulle håndtere rekordmange pakker ved at åbne 100 nye posthuse, indsætte 400 ekstra pakkebiler og sætte 250 julenisser til at hjælpe med sorteringen i de seks pakketerminaler og to brevterminaler.
I år har PostNord sidste omdelingsdag før jul fredag den 21. december. Desuden bliver de pakker, som enten er sendt til afhentning på posthuset, eller som ikke har kunnet leveres hjemme hos modtager fredag, kørt på posthusene lørdag den 22. december.
Alle frister og gode råd til juleposten kan ses på postnord.dk/jul
Sidst opdateret: