Spring til indhold Gå til hovednavigation Gå til sprogvælgeren

PostNord skruer op for pakkeservice i Aarhus

09 sep, 2019 09:32

I dag slår PostNord dørene op til Danmarks største pakkeboksanlæg på Banegårdspladsen i Aarhus C. Samtidig åbner to nye pakkeudleveringssteder hos 7-Eleven på Frederiks Allé i midtbyen og hos juicebaren ChiChis på Aarhus Ø.

Med de seneste åbninger runder PostNord 12 nye udleveringssteder i år, så der nu i alt er 43 butikker og 24 Pakkebokse i hele Aarhus Kommune, hvor man kan hente sine pakker fra den voksende nethandel.

- De nye åbninger og de lange åbningstider gør hverdagen lettere for pakkemodtagerne. Vi kommer til at tilbyde aarhusianerne det største antal pakkeudleveringssteder og den bedste tilgængelighed nogensinde. Både i midtbyen og i Aarhus Ø. rykker vi endnu tættere på kunderne, og vi holder hele tiden øjnene åbne for muligheden for at åbne flere udleveringssteder, siger Vibeke Mousing, distriktschef hos PostNord.

Det nye pakkeboksanlæg kan rumme 240 pakker ad gangen, og her kan aarhusianerne hente og sende pakker fra kl. 7.00-22.00 alle ugens dage. Hos 7-Eleven på Frederiks Allé er der mulighed for at hente pakker døgnet rundt og hos ChiChis alle dage fra kl. 12.30-18.00.

Samtidig udvides kapaciteten markant på posthuset hos Føtex Food i Ceres Byen, så de kan udlevere endnu flere pakker. Erhvervsindleveringen, der i dag ligger i Ankersgade, flytter til Banegårdspladsen 1A med indgang fra parkeringsarealet på bagsiden af bygningen. Her kan byens erhvervskunder indlevere post på hverdage fra kl. 13-18 med parkering lige ved døren.

PostNord fraflytter postcentret i Ankersgade 12, der i dag bl.a. fungerer som pakkeudlevering og udgangssted for en mindre del af de aarhusianske postbude.

På landsplan er PostNord i gang med at åbne 500 nye udleveringssteder i år. Når de alle står klar, vil PostNord tilbyde landets største netværk med 2.000 udleveringssteder.

.