Spring navigation over og søg
Begrænset support til Internet Explorer. Du kan opleve problemer med flere af funktionerne, da Internet Explorer er forældet. For en bedre oplevelse og fuld funktionalitet, anbefaler vi, at du skifter over til Chrome, Edge, Firefox eller en lignende browser.

10 nye PostNord-lastbiler på biogas sparer 850 ton CO₂ om året

2022-02-01 15:08

PostNord har nu sendt 10 biogas-lastbiler på vejene, der erstatter 10 dieseldrevne biler og dermed sparer klimaet for ca. 850 ton CO₂ hvert år.

- Vi er glade og stolte over, at vi nu gør danskernes pakker lidt grønnere med biogas i tanken på 10 nye lastbiler, og så passer det os rigtig godt, at bilerne bidrager til renere og friskere luft, og ikke støjer som de gamle biler, siger Jan Greve, der er Director of Operational Development i PostNord.

Lastbilerne kører på såkaldt komprimeret biogas (CBG), der er produceret af gødning fra køer og grise, og som mindsker mængden af metan i atmosfæren. Under kørslen mindskes ikke bare udledningen af CO₂, men biogas som brændstof udleder også færre partikler og mindre NOx-gasser, end hvis lastbilen kørte på diesel.

- Fossilfri drivmidler er en vigtig investering i en grønnere fremtid, og vi fokuserer på tiltag, der gør en forskel her og nu, mens vi samtidig følger udviklingen af endnu bedre alternativer tæt, siger Jan Greve.

I Danmark har PostNord allerede reduceret CO₂-udledningen med 73% siden 2019 på den interne flåde af lastbiler ved blandt andet at skifte til HVO biodiesel og mindske antallet at lastbiler på vejene ved at øge lastbilernes fyldningsgrad med nye pallestativer.

I starten af 2022 opfører PostNord sit eget biogas-tankanlæg ved pakketerminalen i Brøndby, så tidsforbruget ved tankning minimeres.

Fakta om bilerne

  • Bilerne har en rækkevidde på omkring 500 km på en tankfuld og er godkendt til en vogntogsvægt på 44 tons.
  • Motoren er på 460 hk og kører på komprimeret gas.
  • Kørsel på biogas reducerer CO₂-udslippet med mindst 95% og udleder færre partikler og NOx-gasser i forhold til kørsel på diesel i en tilsvarende bil.
  • CBG står for "Compressed Biogas" og er metangas, der er komprimeret til 200 bar.
  • Biogas stammer fra biogasanlæg og har en well-to-wheel-reduktion på 95-171% afhængigt af, hvad den produceres på.

Yderligere info: PostNord Presse 70 11 12 20 / presse@postnord.com

.