Sådan eksporterer du varer uden for EU
Få et overblik over hvad du skal være opmærksom på, når du sender pakke- og godsprodukter til lande uden for EU's toldunion.
Told når du eksporterer
Når du sender forsendelser til lande uden for EU's toldunion, skal indholdet fortoldes. Det gælder også forsendelser til Færøerne og Grønland.
Når der sendes varer til udlandet, skal der udfyldes en udførselsangivelse.
Der er forskellige former for tolddokumentation som skal udfyldes afhængig af, hvilken type forsendelse der er tale om.
Derudover er der en obligatorisk mærkning og en følgeseddel, der skal vedlægges din forsendelse.
Herunder finder du informationer og den tilhørende dokumentation.
Vejledninger ved eksport
VOEC-ordningen ved pakker til Norge
Sender du single kolli forsendelser til Norge, kan det være en god idé at blive registeret i Norge på VOEC-ordningen hos de norske toldmyndigheder. Dette vil gøre det nemt for dine kunder i Norge at modtage dine pakker, da du allerede i din webshop opkræver momsbeløbet og afregner med de norske toldmyndigheder. Læs mere her: Eksport til Norge - Moms og told
Nye toldregler for forsendelser til USA og Puerto Rico
Pr. den 29. august 2025 gælder nye toldregler i USA og Puerto Rico. Det betyder, at der nu skal betales told på alle varer – også dem med en værdi under $800.
Når du sender pakker til USA eller Puerto Rico med PostNord (PostNord Home, PostNord Parcel eller PostNord Tracked), gør vi det nemt for dig: Med vores PDDP-løsning (Postal Delivered Duties Paid) bliver told og afgifter håndteret på forhånd. Det betyder, at din kunde modtager pakken uden uventede ekstraregninger – præcis som de amerikanske toldmyndigheder kræver.
Sådan fungerer det
- Told og gebyrer beregnes ud fra varens værdi, oprindelsesland og toldsats – og gælder nu for alle varer, også dem under $800. Beregn hurtigt og nemt et estimat for told, afgifter og gebyrer.
- Efter afsendelse modtager du en særskilt faktura i USD for told og gebyrer.
- Du afleverer dine forsendelser til PostNord som du plejer – enten via din faste afhentningsaftale, en pakkeshop eller erhvervsindlevering.
Det kræver toldmyndighederne
USA’s toldmyndigheder kræver nu mere detaljerede oplysninger fra afsenderen på engelsk. Disse oplysninger skal indsendes elektronisk til os – det klarer vi for dig, når du udfylder tolddeklarationen (CN22 eller CN23) i vores Kundeportal eller via din TA-udbyder.
Tolddeklarationen skal indeholde:
- Fulde navne og adresser på både afsender og modtager
- En detaljeret beskrivelse af indholdet på engelsk
- Tarifnummer (10-cifret HS-kode)
- Værdi i USD pr. varelinje samt varens oprindelsesland
- Modtagers e-mail og mobilnummer
For varer over $800 skal du fortsat sikre, at ovenstående oplysninger fremgår af forsendelsens tolddeklaration. Det gælder stadig, at det er modtageren, der betaler told og eventuelle gebyrer til de amerikanske toldmyndigheder.
Har du spørgsmål om toldsatser, skal du kontakte US Customs and Border Protection (CBP).
Eksport til Storbritannien
Hurtig levering
Vi har to ugentlige afgange fra Danmark. Når pakkerne ankommer til Storbritannien allerede dagen efter afgang, er de indfortoldet og klar til levering til dine kunder dagen efter. Med vores samsendingsløsning til Storbritannien tilbyder vi altså endnu hurtigere levering fra kun 2 dage.
God modtageroplevelse
Leveringen i Storbritannien sker med DPD, så dine kunder får den samme gode, fleksible modtageroplevelse som normalt.
Kontakt os
Kontakt os på Kundeportalen, hvis du vil høre mere om dine muligheder med samsending.
Hvad betyder Brexit, når du sender pakker til Storbritannien?
Når du skal sende varer til dine kunder i Storbritannien, skal du følge de generelle regler for handel med lande uden for EU (tredjelande). Det har stor betydning for din virksomheds told-, skatte-, afgifts- og momsforhold og kan kræve forberedelser, inden du sender eller modtager varer til eller fra Storbritannien.
Produktudbud
Du kan sende følgende forsendelser til Storbritannien:
• PostNord Home og PostNord Parcel
• PostNord Tracked
Pakkeprodukter som du desværre ikke kan sende til/fra Storbritannien efter Brexit:
• PostNord Service Point (pakker til pakkeshops)
• PostNord Return Pickup Request
Modtager vi de ovenstående produkter i vores flow, vil de blive returneret til afsender.
Vær særligt opmærksom på dette
Det er obligatorisk at oplyse modtagers sms-nummer og e-mailadresse på forsendelser til Storbritannien. DPD UK bruger informationerne til at give modtager besked om evt. momsopkrævning. Pakker, der mangler mobilnummer og e-mailadresse returneres til afsender. Dette gælder også dine PostNord Tracked-forsendelser, hvor Royal Mail anvender oplysningerne til at kommunikere til modtager.
Det er vigtigt, at du sender korrekte tolddokumenter og elektroniske tolddata til os. PostNord Tracked skal forsynes med en tolddeklaration CN22 eller CN23 på selve forsendelsen udover 2 handels- eller proformafaktura.
Ved fejlagtig eller ufuldstændig tolddata kan PostNord mod betaling hjælpe med at udfylde data på dine PostNord Home og PostNord Parcel-pakker. Alternativt returneres forsendelsen til afsender. For PostNord Tracked skal du levere korrekte tolddata til os.
Du skal huske at sætte en toldfaktura på selve pakken, så vi kan overføre tolddata til Storbritannien. Vi oplever desværre, at mange pakker ikke har faktura og/eller ikke indeholder de nødvendige informationer, hvilket medfører, at vi er nødt til at sende pakker retur til afsender.
Pakker, som ikke kan leveres til modtager i Storbritannien, returneres til afsender. Når pakken genindføres i Danmark, skal den toldbehandles igen, og derfor opkræves også et fortoldningsgebyr på returpakken.
Der kan ikke anmodes om toldpræference på pakker over 1.000 GBP, da DPD UK fortolder ud fra elektronisk tolddata og ikke anvender fysiske faktura til indfortoldning, hvor erklæringen ellers vil stå. På forsendelser under 1.000 GBP bliver der anmodet om toldpræference ud fra oprindelseslandet (country of origin) angivet i tolddata.
Storbritannien behandler alle forsendelser som almindeligt køb. Sendes der returvarer eller varer til reparation i Storbritannien, opkræves der told og evt. moms af modtager.
For mere information om forberedelserne henvises til www.gov.uk/brexit.
PostNord Home med værdi under 135 GBP
Sælger du lavværdi varer til private modtagere i Storbritannien, skal du ansøge om en momskonto og have et EU seller UK VAT nummer hos den engelske skattemyndighed. Nummeret skal altid oplyses på fakturaen og i de elektroniske tolddata, da moms på varer under en værdi af 135 GBP skal betales af afsenderen direkte til den engelske stat. På den måde sparer modtager fortoldningsgebyret.
Forsendelsens samlede værdi må ikke overskride 135 GBP ekskl. moms, fragt og forsikring.
Du skal huske at tillægge britisk moms overfor dine kunder i forbindelse med købet.
Modtager bliver ikke opkrævet yderligere i Storbritannien.
PostNord Home med værdi over 135 GBP
For at foretage en korrekt tredjelandsudførsel, kræves et EORI-nummer. Der kan ansøges om et EORI-nummer hos Erhvervsstyrelsen. Du skal oplyse dit DK EORI/CVR-nummer på fakturaen.
Du skal ikke opkræve moms i forbindelse med købet, da modtager bliver opkrævet told/moms i Storbritannien.
PostNord Parcel uanset beløb
Du skal oplyse dit DK EORI/CVR-nummer på fakturaen.
Derudover skal du oplyse modtagers GB EORI-nummer og GB VAT nummer på fakturaen.
Du skal ikke opkræve moms i forbindelse med købet, da told/moms opkræves hos modtager i Storbritannien via GB UK EORI/VAT nummer.
PostNord Return Drop Off (fra 2026: PostNord Return)
Vi tilbyder en returløsning fra Storbritannien til Danmark via vores postale samarbejdspartner i Storbritannien.
Returforsendelsen kan bookes via vores BookingAPI, og senere bliver det også muligt via PostNord Send i PostNords Kundeportal.
Når din kunde i Storbritannien skal returnere en vare til dig, skal du:
- Booke forsendelsen og overføre toldoplysningerne elektronisk til os.
- Sende pakkelabel og CN23-dokument til kunden i Storbritannien.
Kunden skal:
- Klæbe pakkelabel og CN23-dokumentet samt vedlægge den oprindelige faktura i selve pakken.
- Aflevere returpakken i nærmeste Royal Mail Post Office eller Parcel Force-depot.
Når pakken genindføres i Danmark, skal den toldbehandles igen, og der opkræves et fortoldningsgebyr på returpakken.
Dokumentation
Pakker til Norge
- Adresselabel og 2 handels- eller proformafaktura
Ind- og udfortoldning i udlandet betales af fragtbetaler. Told og moms betales af modtager.
Pakker til Schweiz og Liechtenstein
- Adresselabel og 3 handels- eller proformafaktura
Ind- og udfortoldning i udlandet betales af fragtbetaler. Told og moms betales af modtager.
Pakker til Storbritannien
- Adresselabel og 2 handels- eller proformafaktura
Evt. told og moms betales af modtager. Læs mere om under Storbritannien efter Brexit
Pakker til Nordirland håndteres som pakker inden for EU's toldunion, hvilket betyder, at der ikke kræves toldbehandling.
Pakker til resten af verden
- Adresselabel
- 1 stk. Tolddeklaration (CN23)
- 2 stk. handels- eller proformafaktura
Handels- eller proformafaktura er ikke et krav, men det anbefales altid at påføre 2 stk., for en hurtigere og mere smidig toldbehandling.
Samlet indfortoldning af pakker til Norge og Storbritannien
- Adresselabel på hver pakke og inkluderer serviceydelsen Split-Shipment (Samsending)
- Samlefaktura som omfatter hele varepartiet
- Load Carrier label på palle/lastebærer (hele varepartiet)
- Eller Waybill og routinglabels på palle/lastebærer (hele varepartiet)
For hurtigere og billigere fortoldning, skal fortoldningsinformation sendes elektronisk til os.
Afgift for importdeklarering betales af afsender. I modtagerlandet kræves det, at afsenderen har en agent/en importør, som har toldkredit og som står for moms-, told- og andre eventuelle omkostninger.
Særligt for pakker til Svalbard (Norge)
På grund af krav fra de norske myndigheder og vores samarbejdspartner på Svalbard skal alle pakker sendt med samlet indfortoldning ledsages af en proformafaktura eller handelsfaktura på hver pakke i sendingen.
Pakker uden faktura vil ikke blive sendt til Svalbard. Hvis dette sker, vil PostNord kontakte dig, og du har 7 dage til at indsende fakturaen. Ellers returneres pakken til samme pris som fremsendelsen.
Vejledning i udfyldning af dokumenterne (handelsfaktura, proformafaktura og samlefaktura)
Vær særlig opmærksom på at udfylde indhold, værdi og antal vedlagte fakturaer /tolddokumenter:
Handelsfaktura
(Dokument for varer til videresalg. Eksempel: Handelsfaktura (pdf))
Vedlæg op til 3 eksemplarer af handelsfakturaen afhængig af destination.
Skabelon til handelsfaktura - informationer der skal fremgå:
- Ordre- eller referencenummer
- Købere/modtagere/sælgere
- Leverings- og betalingsvilkår
- Antal kolli, vægt (brutto/netto)
- Antal, omhyggelig beskrivelse af indhold, toldtarifnummer, oprindelsesland, værdi og total vareværdi i valutatype
- Eventuel fakturadeklaration
- Sted og dato for udsendelse
Proformafaktura
(Dokument for varer som ikke er til videresalg, f.eks. gaver, vareprøver, varer til reparationer. Eksempel: Proformafaktura (pdf))
Vedlæg op til 3 eksemplarer af proformafakturaen afhængig af destination.
Skabelon til Proformafaktura - informationer der skal fremgå:
- Afsender
- Omhyggelig beskrivelse af indhold (inkl. antal og værdi). Ved fakturaværdi 0 kr. tilføjes vares pris og teksten "value for customs purpose only"
- Årsagen til at en proformafaktura anvendes ved eksporten
- Modtager
- Varens oprindelsesland
- Eventuel fakturadeklaration
- Sted og dato for udsending
Samlefaktura
(Samlet dokument for flere forsendelser f.eks. ved Samsending. Fordelen ved samlefakturaen er, at hele partiet indfortoldes samlet, og derved reduceres omkostningerne til fortoldningen. Eksempel: Samlefaktura (pdf))
Vedlæg minimum ét eksemplar af samlefakturaen.
Skabelon til Samlefaktura:
En samlefaktura benyttes for at lettet fortoldningen af forsendelser med Samsending.
"Samlefakturaen" viser alle de tilhørende fakturaer.
"Samlefakturaen" stiller stort set de samme krav til indhold som handelsfakturaen.
Der skal gives overskuelig information om alle de forskellige pakker med tilhørende faktura.
Det er vigtigt at udfylde informationer om antal varer, indholdsbeskrivelse, toldtarifnummer, afsenderland, værdi og totalsummen af de forskellige fakturaer.
Generel information omkring told dokumenter
Læg tolddokumentet i en plastlomme og fastgør denne et synligt sted på din pakke eller palle. Skriv på engelsk, hvis forsendelsen skal til lande udenfor Norden.
For gældende indførselsregler - kontakt Eksportrådet eller ambassaden/konsulatet i modtagerlandet.
Det er vigtigt, at told dokumenterne er udfyldt korrekt, da der ellers kan opstå forsinkelser af dine forsendelser.
Overførsel af tolddata
Ved afsendelse af pakker til lande uden for EU's toldunion skal du sende elektronisk tolddata til os, og tolddata skal overføres i XML2-filformat. Benytter du et forsendelsessystem, sker udvekslingen af tolddata automatisk til PostNord.
PostNord skal godkende dine filer, inden du begynder at overfører dem til os.
Til Schweiz og Lichtenstein foretager PostNord indtastning af tolddata på baggrund af handels- eller proformafakturaen, som medfølger forsendelsen.
Hvis du ikke kan overføre tolddata i XML2-filformat til os for dine singlepakker, kan du mod betaling lade PostNord indtaste oplysningerne på dine vegne til Norge og Storbritannien. Hvis du sender samsendingspakker, kræver det en særlig godkendelse, hvis PostNord skal foretage indtastningen.
Udførselsangivelse
Husk, at du skal lave en udførselsangivelse, hvis fakturaværdien til lande udenfor EU overstiger 7.500 kr. En kopi af udførselsangivelsen skal sendes til eksport@postnord.com, uanset hvilket land uden for EU du sender til.
Har vi ikke modtaget en kopi af udførselsangivelsen, når toldbehandlingen påbegyndes, laver vi den for dig mod betaling.
Hvad er en udførselsangivelse?
En udførselsangivelse skal laves i Danmark enten via SKATs e-eksportsystem eller ved, at vi udarbejder den. En kopi af udførselsangivelsen skal følge den enkelte pakke, palle eller Samsending.
Udførselsangivelse skal laves, hvis fakturaværdien til lande udenfor EU overstiger 7.500 kr.
Udførselsangivelse anvendes f.eks. til kontrol af varer ved afgangstoldstedet og af Danmarks Statistik til at registrere, hvilke varer der eksporteres og hvor meget.
Du kan finde vejledning fra SKAT på www.skat.dk.
Hvis du selv registrerer udførselsangivelser i e-eksport
Udførselsangivelsen sendes elektronisk til eksportsystemet, og når udførslen har fået et referencenummer i systemet, skal der printes et eksemplar af udførselsangivelsen, som skal følge pakken eller pallen/BulkSplit sendingen ud af landet. Du skal også sende udførselsangivelsen til eksport@postnord.com til brug under toldbehandlingen.
Du kan læse mere om eksport på SKATs hjemmeside eller hos Eksportrådet.
Vejledning til e-eksport
I e-eksport systemet skal du huske at taste forventet ekspeditionstid. Forventet ekspeditionstidspunkt skal udfyldes med det tidspunkt, hvor vi afhenter pakken hos kunden.
Rubrik a.1 udfyldes med afsenderens lokale toldstedkode.
I rubrik 25 og 26 (transportmåde) skal der tastes kode 5 for pakker/sendinger, som sendes med os.
I rubrik 29 (udgangstoldsted) skal der stå DK000010.
I rubrik 33.1 og 44.5 skal pakkens stregkodenummer eller stregkoden for Waybill fremgå, hvis der er tale om en palle eller en BulkSplit sending. Det er vigtigt, at stregkoden tastes som et samlet nummer og med store bogstaver som på vores label, fx CC123456789DK eller CO 12345678DK.
Skal vi udfylde udførselsangivelsen for dig?
Hvis du ikke selv ønsker at udfylde udførselsangivelsen, eller PostNord ikke modtager en kopi af den, laver PostNord udførselsangivelsen for dig mod betaling.
Generel information omkring eksportproceduren i SKAT
Eksportproceduren er baseret på, at alle registreringer (udførselsregistrering) gennemløber en risikoanalyse i eksportsystemet. På baggrund af analysen udpeger SKAT, hvilke sendinger, der fysisk skal kontrolleres, inden de må forlade landet.
Hvis en pakke/sending bliver udtaget til kontrol af SKAT, kan det ses i Kundeportalens Track and Trace eller på www.postnord.dk. Der må påregnes en dags yderligere transporttid, hvis en eksportsending skal til toldkontrol.
For visse typer af varer skal der vedlægges en særskilt udførselsangivelse. Som eksportør har du altid ansvaret for at finde ud af, hvilke regler som gælder. Nærmere informationer får du hos Eksportrådet.
Nyttige links
Toldmyndighederne: www.skat.dk
Eksportrådet: www.eksportraadet.dk
Særlige frihandelsområder: skat.dk og deres toldvejledning på 72 22 12 12
Har du spørgsmål til processer og toldprocedurer efter Brexit, skal du kontakte Told & Skats Brexit hotline på telefon: 72 22 12 02.
Landefakta
Se, hvad du skal være opmærksom på, når du sender til forskellige lande her: Landefakta