Spring navigation over og søg
Begrænset support til Internet Explorer. Du kan opleve problemer med flere af funktionerne, da Internet Explorer er forældet. For en bedre oplevelse og fuld funktionalitet, anbefaler vi, at du skifter over til Chrome, Edge, Firefox eller en lignende browser. Öppna i Microsoft Edge
2025-12-10 08.00

Nu kan du få en af de ikoniske røde postkasser - og støtte en god sag

Nu kan danskerne få deres egen ægte røde postkasse – og samtidig støtte en god sag. PostNord donerer en stor del af de ikoniske røde postkasser til Danmarks Indsamling, som sættes til salg den 15. december 2025. Alle pengene fra salget går ubeskåret til Danmarks Indsamling.

Efter mere end 170 år som en fast del af gadebilledet i Danmark får den ikoniske røde postkasse nu nyt liv - til fordel for en god sag. Ved årets udgang omdeler PostNord sit sidste brev i Danmark, og derfor har PostNord valgt at donere 1200 postkasser til Danmarks Indsamling. Dermed får danskerne en unik mulighed for at eje et stykke dansk kulturarv, samtidig med, at de støtter indsamlingen.

- Vi ved, at den røde postkasse har en særlig betydning for mange i Danmark. Derfor har det været vigtigt for os at sikre, at de røde postkasser får et nyt liv, når de pensioneres. Vi er glade for, at vi nu både kan bidrage til at gøre en forskel gennem Danmarks Indsamling – samtidig med at vi imødekommer den store interesse, vi har oplevet fra danskerne for at få fat i et lille stykke dansk kulturarv, siger Kim Pedersen, administrerende direktør i PostNord Danmark.

Fra mandag den 15. december bliver det muligt at købe en af de 1000 postkasser, der sættes til salg online. I januar 2026 udbydes yderligere 200 postkasser på auktion – heriblandt postkasser fra udvalgte lokationer rundt om i landet samt postkasser, der er blevet udsmykket af en række danske kunstnere.

Sådan køber du en postkasse og støtter Danmarks Indsamling

Postkasserne sælges via Salling Groups salgskanal, føtex.dk, fra mandag den 15. december 2025 kl. 10:00. Alle postkasser har været i brug, og der vil derfor være forskel på standen. I alt sættes 1000 postkasser til salg i to kategorier:

  • Brugt – med få brugsspor: 2.000 kroner.
  • Brugt – med flere synlige brugsspor: 1.500 kroner.

Alle indtægter går ubeskåret til Danmarks Indsamling, og i 2026 er temaet børn i glemte kriser. Danmarks Indsamling sendes live på DR1 og DRTV den 31. januar 2026.

Læs mere om Danmarks Indsamling, og hvordan du kan være med til at støtte ved at købe en postkasse her.

Om den røde postkasse

Den danske postkasse blev introduceret sammen med frimærket i 1851, hvor 13 postkasser blev opsat i København og efterfølgende spredt ud over hele landet. De første kasser var forskellige i størrelse og farve, men fra 1860 blev de mere ensartede og røde. Den røde farve tilskrives Louis Pio, som på daværende tidspunkt var postfunktionær. I 1876 kom den karakteristiske postkasse med den buede top og bundtømning, og har siden været et stærkt nationalt kendetegn, prydet med det kronede posthorn.

Billeder

Kontakter

PostNords Presseafdeling
70101300
presse@postnord.com


Sidst opdateret: 2025-12-10 08.00