PostNord indgår historisk pakkeaftale med UBsend om håndtering af millioner af pakker
Det er den største pakkeaftale i PostNord Danmarks historie med et tocifret millionantal pakker fra kunder som ASOS, About You og Bestseller-koncernen.
PostNord har indgået den største pakkeaftale i PostNord Danmarks historie med UBsend. Over hele verden transporterer UBsend pakker for kunder fra tøjbranchen såsom ASOS, About You og Bestseller-koncernen. Fra 1. september 2024 håndterer PostNord nu et tocifret millionantal pakker for UBsend.
- Vi er glade for og stolte over, at en innovativ virksomhed som UBsend ser lige så store fordele ved samarbejdet med PostNord, som vi gør med dem. Det er den hidtil største pakkeaftale i PostNord Danmarks historie. Det er imponerende mængder og endnu et skridt på vejen mod at blive Nordens førende pakkeleverandør, siger Kim Pedersen, adm. direktør i PostNord Danmark.
Aftalen omfatter pakker til Danmark og pakker og varebreve til Sverige.
Stærkt samarbejde og klima på agendaen
PostNord er allerede i gang med at håndtere det tocifrede millionantal pakker fra UBsend. PostNord og UBsend samarbejder tæt for at sikre hurtig levering og høj kundetilfredshed. Derudover har PostNord sat ambitiøse klimamål om at være fossilfri i 2030 og reducere CO2-udledningen med 40 procent i 2025, sammenlignet med 2020.
- Vi er hos UBsend utroligt glade for pakkeaftalen med PostNord, der har en unik position på pakkemarkedet på tværs af hele Norden. PostNords effektive løsninger vil kun bidrage yderligere til kundetilfredsheden, og så har deres ambitiøse klimamålsætninger også været en afgørende faktor i vores beslutning, siger direktør i UBsend, Flemming Amar Raza.
PostNord understøtter kundeudbuddet for UBsend, hvor det skal være let for kunden at vælge udleveringssted, nærbokse eller hjemmelevering alt efter behov lokalt, regionalt og nationalt.
Billeder
Kontakter
PostNords Presseafdeling
70101300
presse@postnord.com
Sidst opdateret: