PostNord tester selvkørende pakkeboks

2021-11-12 08:00

PostNord vil nu undersøge, om en selvkørende pakkeboks, baseret på nogle af de nyeste teknologier, skal være en del af fremtidens pakkelevering.

- Vi var blandt de første i verden til at satse på et netværk af selvbetjente pakkebokse, og det er blevet en stor succes hos danskerne. Nu tager vi et skridt mere, når vi tester, om der er også en fremtid for selvkørende pakkebokse. Det er et kig ind i fremtidens pakkelevering, og måske er det den vej, vi skal gå for fortsat at sikre en nem, effektiv og bæredygtig nethandel for alle, siger Stine Sander, Head of Parcels hos PostNord.

I samarbejde med virksomheden Holo vil PostNord teste en selvkørende bil, der er designet som en pakkeboks. Den selvkørende pakkeboks kører på el og passer ind i PostNords ambition om at kunne tilbyde en fossilfri pakkelevering i 2030. Al kommunikation mellem pakkeboks og kunden kommer til at foregå let og ligetil via PostNords app.

Den selvkørende pakkeboks kan komme helt tæt på kunden, og man vil kunne sidde hjemme, på sit arbejde eller et helt tredje sted og afhente sin forsendelse, når PostNords pakkeboks triller forbi. Endnu er der dog et stykke vej til, at et sådant fremtidsscenarie kan blive til virkelighed i et tæt trafikeret bymiljø, både i forhold til teknologi, sikkerhed og lovgivning. Derfor vil PostNord i første omgang forsøge at opnå tilladelse til at teste den selvkørende pakkeboks på en af landets mindre øer.

- Vi håber snart, at pakkeboksen kan komme til at køre i en fast rute, med stop flere steder på en af de danske småøer. Det er f.eks. foran købmanden, en offentlig parkeringsplads og andre centraler steder – lidt ligesom vi kender det fra f.eks. fiskebilen eller bogbussen. Det vil give endnu et leveringsalternativ for vores kunder på småøerne, som i dag ikke har en pakkeboks, og vi tror også på, at det kan bidrage til at fastholde et højt serviceniveau for vores omdeling på øerne, siger Stine Sander.

PostNords selvkørende pakkeboks er proppet med den nyeste teknologi, som gør, at den selv kan køre sikkert fra A til B. Selvom bilen er selvkørende, vil den altid være overvåget fra en central, hvor en chauffør kan fjernstyre bilen, hvis det bliver nødvendigt.

PostNord forventer at den selvkørende pakkeboks kan testes i 2022.

Yderligere info: PostNord Presse 33 61 60 01 / presse@postnord.com