Spring navigation over og søg
Begrænset support til Internet Explorer. Du kan opleve problemer med flere af funktionerne, da Internet Explorer er forældet. For en bedre oplevelse og fuld funktionalitet, anbefaler vi, at du skifter over til Chrome, Edge, Firefox eller en lignende browser.

PostNord støtter nyt nordisk kvindecykelløb

2022-06-17 10:18

Sommeren er kendt for masser af gode cykelløb og i år er ingen undtagelse. Men det er ikke kun Tour de France og PostNord Danmark Rundt, der kommer til at pryde de danske landeveje.

Den 9. august klikker kvindecyklingens verdenselite i pedalerne, når World Tour etapeløbet ’Tour of Scandinavia – Battle of the North’ skydes i gang fra Kongens Nytorv i København. Med til start er PostNord som stolt sponsor.

Fra den 9.-14. august skal rytterne igennem 6 etaper fordelt i Danmark, Sverige og Norge og starten går altså i Danmark. Første etape strækker sig over 145 km og går fra Kongens Nytorv igennem Holte, forbi Geelsskov og skihopanlægget, Holtekollen, videre til Hørsholm, Hillerød og Gilleleje før de rammer Helsingør, der er etapens målby.

- Vi er utrolig stolte af at være sponsor af den danske etape. Cykelsport en del af danskernes DNA og i den grad også en del af PostNords DNA, så det var en naturlighed, at vi selvfølgelig skulle støtte op om et World Tour kvindeetapeløb her i Norden, siger Stine Sander, Vice President Parcels & Communication

For PostNord er det naturligt at støtte op om kvindecykelløb, som ikke har altid har modtaget den samme opmærksomhed, som de mandlige løb. At PostNord nu er sponsor af den danske etape betyder, at man vil kunne se de velkendte blå klaphænder og flag i og omkring både start- og målområdet.

- Det her er stort for os. Vi har været stolt sponsor af PostNord Danmark Rundt i rigtig mange år, men har manglet en kvindelig pedant at støtte for at sikre den ligestilling, som vi i PostNord vægter højt. Derfor glæder det os meget, at de tre nordiske cykelunioner og forbund i fællesskab har skabt et cykelløb for den kvindelige verdenselite, siger Stine Sander.

Kvindecykling har oplevet stor vækst i interesse og dækning over de seneste år, derfor bliver løbet også TV-transmiteret på danske kanaler. Her kan man bl.a. følge danske cykelstjerner, som Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard Bjerg og den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen i deres bestræbelser på at cykle først over målstregen.

Læs mere om ‘Tour of Scandinavia – Battle of the North’ her: Tour of Scandinavia - Battle of the North

Yderligere info: PostNord Presse 70 11 12 20 / presse@postnord.com

.