Spring navigation over og søg
Begrænset support til Internet Explorer. Du kan opleve problemer med flere af funktionerne, da Internet Explorer er forældet. For en bedre oplevelse og fuld funktionalitet, anbefaler vi, at du skifter over til Chrome, Edge, Firefox eller en lignende browser. Öppna i Microsoft Edge
2023-12-13 15.23

Skatteministeriets svar vedr. brugen af eksisterende frimærker pr. 1. januar 2024

Den nye postlov betyder, at man ikke længere kan anvende eksisterende frimærker på nationale breve, da brevene fra årsskiftet bliver pålagt moms. Dette er blevet genbekræftet i et svar fra Skatteministeriet til PostNord, d. 12. december 2023.

For at overholde momsreglerne er PostNord i praksis nødt til at opkræve moms ved køb af portoen, så der sikres en nøjagtig opgørelse af den momspligtige omsætning overfor skattemyndighederne. Hvis eksisterende frimærker fortsat skulle anvendes ville PostNord være forpligtet til, ifølge de gældende momsregler, at registrere hvert enkelt brev, så myndighederne helt nøjagtig kan se, hvilken porto der har været på hvert enkelt brev. Det kan ikke lade sig gøre med breve, der afleveres i postkassen, da PostNord, i tråd med internationale standarder, ikke registrerer disse individuelt.

Når man hidtil har solgt et frimærke momsfrit på posthuset, er der ingen registrering af køberen, og dermed den momspligtige omsætning. Momsen kan ikke opgøres i forbindelse med, at man indleverer brevet i en postkasse, da man ikke kan spore frimærket tilbage til afsenderen. Derfor opgøres moms overfor private på købstidspunktet. 

I dag behandler PostNord omkring 600.000 brevforsendelser om dagen. Hvis eksisterende frimærker fortsat skulle kunne benyttes, ville det betyde, at hvert enkelt brev skulle registreres, tælles og vejes manuelt. Det er umuligt i praksis. I dag foregår dette arbejde automatisk og gennem stikprøvekontroller – også kaldet samplinger – og dermed sikres det, at danskerne anvender den korrekte porto. Dette er helt i tråd med internationale standarder for frimærkefrankerede breve. Derfor er det vurderingen, at hvis eksisterende frimærker fortsat skal kunne benyttes på nationale forsendelser, vil det kræve, at de også i det nye år er momsfritaget.

Ovenstående problematik gjorde PostNord allerede opmærksom på i sit høringssvar i august måned. Derfor har vi også løbende været i dialog med myndighederne, så der kunne findes en løsning, der kom borgerne til gode. 

Frimærker købt uden moms, kan fortsat anvendes pr. 1.1.2024, til internationale forsendelser. 


Sidst opdateret: 2023-12-13 15.23