Hverdagens helte

Her kan du læse om de fem hverdagshelte, der er udkommet på frimærker. Frimærkerne er tegnet af Thomas Thorhauge, og vil du pryde dine breve med heltene, kan du købe dem her

Midtjylland_LuniSmil.jpg

Region Midtjylland

Omsorgsklovnen Luni Smil

Luni Smil er omsorgsklovn. Hun har formået at holde smiletallet (ikke smittetallet) højt ved sin forstående, kærlige og omsorgsfulde måde at være på overfor både unge og gamle. Hun er dukket op på Teams til skolernes undervisning (efter aftale med læreren selvfølgelig) og er fantastisk god til at få børnene til at føle sig både trygge, mødt og hørt. Hun kommer helt tæt på mennesker - selv på corona-sikker afstand, og har betydet meget for mange i årenes løb.

Syddanmark_MikkelMadsen.jpg

Region Syddanmark

Mikkel Madsen

Mikkel er med sine blot ti år en af hverdagens helte, der ikke kan lade være med at gøre noget godt for andre. Til Danmarks Indsamling 2021 samlede han på halvanden måned over 128.000 kr. ind til coronaramte børn. Han oprettede en indsamling, hvor folk kunne aflevere deres tomme flasker hjemme hos ham, og hver dag gik han i pantautomaten med 5-6 poser tomme flasker. Mikkel blev selv meget overrasket over, hvor meget han egentligt fik samlet ind. Der er stadig håb for Danmarks fremtid, så længe der findes børn som Mikkel.

Nordjylland_VillyRoenn.jpg

Region Nordjylland

Villy Rønn

Villy er en af hverdagens helte, fordi han er en ildsjæl, som betyder meget for mange mennesker, og fordi hans lokalsamfund nyder meget stor gavn af hans indsats.

Siden Villy blev pensioneret fra sit arbejde på grund af en ryglidelse, har han brugt utallige timer som frivillig i blandt andet fodboldklubben og handicaprådet. Han har været bisidder, når udsatte borgere mødtes med sagsbehandlere, og han er i dag leder af et værested, hvor han yder en kæmpeindsats for tidligere misbrugere.

Villy spreder glæde og godt humør hvor han færdes, han er en formidabel lytter, der fortjener stor tak og respekt.

Sjaelland_NancyMaati.jpg

Region Sjælland

Nancy Maati

Nancy er en ildsjæl for Holbæk og omegn. Hun har i årevis arrangeret juleaften med alt hvad dertil hører for de enlige, der ellers skulle have siddet alene denne aften. Der er julemad, juletræ og ikke mindst julegaver til alle børnene. Nancy er selv muslim, men elsker at glæde alle andre til jul. Sidste år kunne hun pga. coronarestriktioner ikke samle de flere hundrede mennesker, hun plejer. Trods dét skulle børnene i de mindre bemidlede familier ikke snydes, så der var julegave og julekalender til alle.

Hovedstaden_LeifFramke.jpg

Region Hovedstaden

Leif Framke

Leif er en sand hverdagshelt, der uselvisk kastede sig ud i bølgerne for at redde en femårig piges liv. Pigen flød rundt på et stort badedyr, der pludselig blev taget af fralandsvind og flød til havs. Hendes far og farbror svømmede forgæves ud efter hende, men heldigvis havde Leif set det og reagerede hurtigt, instinktivt og uselvisk. Han bad sin egen 8-årige datter blive inde på stranden og svømmede ud mod pigen. Da han er 20 meter fra hende, ryger hun i vandet, og Leif når akkurat ud til hende, som kun hendes hænder stikker op, og han redder hende. Pigen og hendes familie er Leif evigt taknemmelig for hans heltegerning.