Årets Julemærke 2025
Når du køber årets Julemærke, støtter du Julemærkehjemmenes arbejde for børn, der har brug for hjælp til at finde selvværd, livsmod og nye fællesskaber.
Klassisk juletradition med dyb mening
Motiverne på dette års Julemærke er skabt af illustrator Emilie Melgaard Jacobsen og rummer alt det, der gør julen magisk: stjerneskud, nisser, juleroser, sneugler og snefnugbørn, som alle indgår i fortællingen om håb, venskab og nye begyndelser.
Støt en ny start for børn, der har det svært
Fællesskab er også et af nøgleordene i Julemærkehjemmenes arbejde for at hjælpe børn ud af mistrivsel. Når børn kommer på Julemærkehjem oplever de at blive del af et fællesskab og at blive forbundet med andre børn. For mange bliver det en ny start på livet, hvor de genfinder selvværdet og på ny kan trives, lære og udvikle sig.
PostNord støtter Julemærkefonden
Det første Julemærke til breve så dagens lys i 1904, efter at postekspedient Einar Holbøll året inden havde fået den originale ide, at man med frivillig ekstraporto på julens hilsner kunne samle penge ind til syge og sårbare børn. PostNord har samarbejdet med Julemærkefonden lige siden.
Her køber du julemærkerne
Julemærkerne kan købes i udvalgte PostNord Pakkeshops. Du kan også købe julemærker i vores netbutik og på julemærket.dk.