Spring til indhold Gå til hovednavigation Gå til sprogvælgeren
Information

Postomdelingen fortsætter – nye initiativer

Regeringen har igangsat en lang række initiativer for at hindre udbredelsen af coronavirus. Det kommer til at give omvæltninger for mange danskere i de kommende uger.

Opdatering den 31. marts 2020

Post til Kina

Der er nu åbnet for, at der kan sendes post fra Danmark til Kina. Listen med lande, der fortsat kan sendes post til fra Danmark, er nu som følger:

Alle EU-lande på nær Cypern og Malta samt følgende lande: Canada, Iran, Island, Hong Kong, Japan, Liechtenstein, Norge, Qatar, Rusland, Schweiz, Singapore, Storbritannien, Sydkorea, Tyrkiet, Vietnam, Kina, Ukraine og USA. Der kan fortsat sendes post til Grønland og Færøerne.

Tingene ændrer sig meget hurtigt i øjeblikket, og vi opfordrer til, at kunderne holder sig opdateret om, hvilke lande der kan sendes post til og fra på Dagens Post:  https://www.postnord.dk/quick-finder/dagens-post under ”Udland”.

 

Opdatering den 24. marts 2020


Opdatering af landeliste

Vores liste med lande, der fortsat kan sendes post til, er netop opdateret. Det er desværre ikke længere muligt at sende post til Australien og Cypern, mens det er lykkedes at få etableret forbindelse til Singapore, Qatar, Iran, Vietnam, Tyrkiet og Ukraine. Hermed kan der sendes post fil følgende lande:
 
  • Alle EU-lande på nær Cypern. Desuden kan der sendes til Canada, Iran, Island, Hong Kong, Japan, Liechtenstein, Norge, Qatar, Rusland, Schweiz, Singapore, Storbritannien, Sydkorea, Tyrkiet, Vietnam, Ukraine og USA. Der kan fortsat også sendes post til Grønland og Færøerne.
En række lande har indstillet forsendelser af post til Danmark. I øjeblikket er det således ikke muligt at modtage post fra følgende lande:
  • Italien, Peru, Moldova, Honduras, Fransk Polynesien, Tunesien, Rumænien, Sri Lanka, Panama, Spanien, Kuwait, Mongoliet, Jamaica, Filippinerne, Libanon, Malaysia, Myanmar, Surinam, Cypern, Bulgarien, Mauritius, Mexico, Marokko, Ny Caledonien, Colombia, Montenegro.
 
Tingene ændrer sig dog meget hurtigt, og det anbefales at sikre sig hos afsender i udlandet, at der sendes post mod Danmark. Samtidig må der generelt forventes, at breve og pakker, der sendes over landegrænser, kan være forsinket på grund af COVID-19.

 

Opdatering den 19. marts 2020

Stop for Collect-pakker til flere europæiske lande

Flere og flere europæiske lande lukker nu butikker herunder også pakkeudleveringssteder. Det er derfor ikke længere muligt for vores erhvervskunder at sende DPD Export-pakker som Collect til følgende lande:

Belgien, Estland, Frankrig, Holland, Irland, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Spanien, Storbritannien, Tyskland og Østrig

Der kan fortsat sendes pakker med hjemmelevering, og vores erhvervskunder opfordres til at sende Mypack Home, der fortsat leveres på modtagerens hjemmeadresser. Grundet initiativer for at forhindre spredning af coronavirus, må der dog forventes længere leveringstid til alle lande.

Som en konsekvens af de lukkede udleveringssteder i de 14 lande, så vil det heller ikke være muligt for kunder i landene, at indlevere returpakker til de danske afsendere. Altså er der ikke mulighed for, at vores erhvervskunder kan benytte produktet ”Return Dropoff”. Som alternativ kan der bestilles en afhentning hjemme hos kunden – altså produktet ”Collection Request”. 

For alle kunder gælder, at der fortsat kan sendes breve og pakker fra Danmark til hjemmeadressen i følgende lande:

Alle EU-lande, Australien, Canada, Island, Hong Kong, Japan, Liechtenstein, Norge, Rusland, Schweiz, Storbritannien, Sydkorea og USA. Der kan fortsat sendes post til Grønland og Færøerne.

Dette ændrer sig dog løbende. Følg udviklingen løbende her: https://www.postnord.dk/quick-finder/dagens-post under ”Udland”.

 

Opdatering den 18. marts 2020

Fortsat 1560 åbne udleveringssteder ud af 1600

Regeringens seneste tiltag i forhold til en midlertidig lukning af storcentre og nogle typer af butikker, har stort set ingen indflydelse på PostNords udleveringsnet. I storcentrene har vi primært vores udleveringssteder i dagligvarebutikkerne, og de vil fortsat have åbent og udlevere pakker.

Samlet set har vi nu godt 1560 udleveringssteder landet over, hvor danskerne fortsat kan hente deres pakker - plus Pakkebokse og Nærbokse. Det er meget få af vores udleveringssteder – pt. ca. 40 - der er midlertidigt lukket. Hvis et udleveringssted lukkes midlertidigt ned, så flyttes pakkerne til et nærliggende udleveringssted og kunderne får besked. Desuden fjernes muligheden for at bestille til udleveringsstedet i vores kundevendte systemer.

Vi er klar over, at situationen hurtigt kan ændre sig, og vi har beredskabsplaner klar, så selv om der kommer yderligere lukninger, så kan vi opretholde et landsdækkende netværk, hvor danskerne kan hente deres pakker. Mange virksomheder, webshops og danskere er afhængige af, at vi fortsætter vores omdeling af breve og pakker, og vi gør alt for, at vi kan fortsætte en så normal service som overhovedet muligt. Det gør vi samtidig med at vi passer godt på vores kunder og vores medarbejdere.

Logistik til storcentre

Regeringen meldte i går ud om en midlertidig lukning af en række butikker herunder storcentre. Det vil naturligvis også påvirke logistikken til storcentre i en periode. I dag er vi i fuld gang med at koordinere med de enkelte butikker i storcentrene mm., om hvad der skal ske med deres forsendelser, mens den midlertidige lukning står på. Vi kan både fortsætte leveringen, eller vi kan returnere til afsenderen. Vi arbejder lokalt på at få alle aftaler på plads i dag med butikkerne. Hvis nogle butikker har lager eller driver webshop fra baglokalet, så vi vil meget gerne bidrage til, at de kan fortsætte med det, trods den svære situation. 

Stop for Collect-pakker til Frankrig og Tyskland

I Frankrig og Tyskland er en lang række butikker lukket for at mindske spredningen af coronavirus. Det betyder også, at udleveringsstederne lukkes, og at det i øjeblikket ikke er muligt at sende Collect-pakker til de to lande. I stedet kan der sendes pakker med hjemmelevering (HOME), der fortsat kommer frem til modtagerne i Frankrig og Tyskland. Denne udvikling forventer vi, vil ramme flere europæiske lande i den kommende tid. Det kan I holde jer orienteret om på www.postnord.dk.

Opdatering den 16. marts 2020

Coronavirus påvirker posten til udlandet

Mange flyselskaber indstiller nu deres flyvninger til og fra Danmark på grund af coronavirus, samtidig med at grænserne i flere lande lukkes. Det rammer store dele af den internationale post, som sendes ud af Danmark med fly.

I de seneste døgn har vi arbejdet for at finde alternative ruter for posten ud af Danmark. Det er lykkedes i mange tilfælde, så der fortsat kan sendes breve og pakker fra Danmark. Det gælder for post til følgende lande:

  • Alle EU-lande, Australien, Canada, Island, Hong Kong, Japan, Sydkorea, Liechtenstein, Norge, Rusland, Schweiz, Storbritannien, USA. Desuden opretholdes postleveringen til Grønland og Færøerne.

Det betyder:

  • Post til lande, der ikke er på ovenstående liste, kan vi fra dags dato ikke modtage
  • Post til landene på listen vil bl.a. blive transporteret med skib og lastbil, og kan være længere tid om at komme frem end normalt.
  • Breve og pakker som alligevel sendes til et af landene, som ikke er på listen, vil blive sat på lager hos PostNord, til det igen er muligt at sende til modtagerlandet. Det vil ikke være muligt at få posten retur, mens den står på lager hos PostNord.
  • Det er vigtigt at understrege, at PostNord, som en vigtig del af den danske infrastruktur, fortsætter en så normal omdeling af breve, pakker og gods i Danmark, som det overhovedet er muligt.
  • PostNord følger situationen tæt, og vi gør alt, hvad vi kan for at få jeres forsendelser frem hurtigst muligt. Vi arbejder fortsat på at finde alternative transportmuligheder for post ud af landet, og listen med lande kan ændre sig over tid
  • Post til Danmark vil naturligvis også blive ramt af de mange initiativer verden over for at begrænse spredningen af coronavirus. Det kan der findes oplysninger om på PostNords hjemmeside postnord.dk under ”Dagens Post”. Link: https://www.postnord.dk/quick-finder/dagens-post

 

Opdatering den 14. marts 2020


Grænserne er lukket – gods, pakker og varer kommer stadig til landet

På grund af coronavirus har regeringen besluttet at lukke Danmarks grænser frem til 13. april. Lukningen gælder for udlændinge, som ikke har anerkendelsesværdige grunde til at rejse ind i landet. Det er vigtigt at understrege, at grænserne ikke lukkes for gods, pakker og varer, der fortsat kan transporters ind i Danmark.

Vi ved, at myndighederne arbejder for, at godstransporten ind over grænserne kan afvikles så smidigt og hurtigt som muligt. Hos PostNord vil vi dog gerne varsle vores erhvervskunder om, at der er en risiko for, at vores transporter ind i landet kan blive forsinket, på grund af kø og ventetid ved grænserne. I sidste ende kan det betyde, at varer, pakker og gods kommer en dag senere frem end forventet. Vi følger udviklingen nøje, og gør alt hvad vi kan for at bringe varer og forsendelser hurtigst muligt frem.

Såfremt situationen ændrer sig, så vender vi tilbage med mere information.

Opdatering den 13. marts 2020


Postomdelingen fortsætter – sådan gør vi

Danmark står i en helt særlig situation, hvor regeringen igangsat en lang række initiativer for at inddæmme spredningen af coronavirus. PostNord følger alle anbefalinger fra myndighederne, samtidig med at vi forsætter med at omdele breve og pakker.

Når vi omdeler breve og pakker, gør vi alt, hvad vi kan for at passe godt på vores kunder og medarbejdere. Derfor er vi klar med et par nye initiativer.

Vi kan underskrive for dig:

  • Pakkebuddet kan skrive under med en særlig COVID19- underskrift på vores scannere for kunden. Så kan alt fysisk kontakt undgås.

Engangsfuldmagt til at stille pakken uden kontakt:

  • Du kan som kunde hænge en fuldmagt på døren, der giver os lov til at sætte pakken foran din dør eller et sted på adressen. Hermed undgås fysisk kontakt.

Mange gange er omdelingen af breve og pakker dog ikke kontakt-krævende. Breve kommer i brevkassen og mange danske husstande er tilmeldt Modtagerflex, så pakkebuddet kan stille pakken et aftalt sted. Tilmeld husstanden til Modtagerflex her: https://www.postnord.dk/modtag/fleksibel-levering/modtagerflex/tilmelding

Opdatering på udleveringssteder

Enkelte af vores udleveringssteder har valgt at lukke midlertidigt ned, hvis de fx også er cafe – helt som myndighederne har opfordret til. I de få tilfælde, hvor det sker, så sørger vi naturligvis for at kundernes pakker bliver flyttet til et af vores udleveringssteder i nærheden, og at kunden får direkte besked om, hvor pakken skal hentes.

Derfor skal posten ud!

Postomdeling er vital dansk infrastruktur og mange borgere og virksomheder er afhængige af, at vi kommer med deres pakke eller brev. Det kan fx være pakker med livsvigtig medicin, prøver til og fra sygehuse, eller hygiejne-produkter til ældre. Der er også en masse virksomheder, der er afhængige af, at vi kommer med varer til dem, så de kan holde produktionen i gang. Og så er der en lang række borgere, for hvem brevet fortsat er en vigtig informationskanal. Derfor fortsætter vi med at omdele breve og pakker på en ansvarlige måde, på trods af at coronavirussen er i omløb.

Opdatering den 12. marts 2020

Omdeling af breve og pakker er en vital del af dansk infrastruktur, der bl.a. sikrer, at vigtige informationer, budskaber og varer kan komme frem til alle. Derfor fortsætter omdelingen af breve og pakker som normalt hos PostNord, og virksomheder og borgere kan i videst muligt omfang forvente at modtage og benytte den service, som de plejer. 

Skulle dette ændre sig, så vender vi tilbage med yderligere information.

Post til og fra udlandet

Læs mere om hvordan coronavirussen påvirker posten til og fra udlandet her: https://www.postnord.dk/quick-finder/dagens-post- se under ”Post til Udlandet”.

PostNord følger alle myndighedernes anbefalinger

PostNord følger alle regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, som skal bidrage til at mindske spredningen af coronavirus. Det betyder bl.a., at alle vores medarbejdere arbejder med udgangspunkt i disse råd:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme - ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen

Læs myndighedernes anbefalinger her: coronasmitte.dk

.