Information

Nye regler for breve til lande uden for EU

2021-02-11 11:17

Der er kommet nye internationale regler for breve, der sendes med varer eller gaver til lande uden for EU.

De internationale regler vedrørende toldbehandling er blevet skærpet på brevområdet. Det betyder, at man ikke længere blot kan sende et brev, der indeholder en gave eller en vare, uden at der medfølger elektronisk tolddokumentation, tilhørende stregkode og fysisk identificerbar tolddeklaration. Dette gælder både for private afsendere og virksomheder.

Kort fortalt betyder det, at man ikke længere kan sende sit brev afsted til udlandet med frimærker på, som tidligere, hvis det indeholder en gave eller en vare. I stedet opfordrer vi til, at portoen købes online på vores hjemmeside. Her hjælper vi afsenderen med at få udfyldt de nødvendige dokumenter, ligesom vi sikrer, at der kommer en stregkode på brevet.  

De nye regler gælder til alle destinationer i udlandet, som er uden for EU. Her kan du se en liste over EU-lande

Hvis forsendelserne ikke lever op til ovenstående krav, så er der en risiko for, at modtagerlandet returnerer forsendelsen. Men hvis du køber portoen til dit brev i vores Online Porto, så vil forsendelsen altid leve op til de internationale krav.

Quickguide til de nye regler:

  • Hvis brevet indeholder en vare eller en gave, så skal porto købes online
    • Når du køber din porto online, så husk at angive at du sender en vare, og husk at angive korrekte toldoplysninger, når du bliver bedt om det
    • Du vil til slut få en færdig label, du kan udskrive på din printer og sætte på brevet. Den udskrevne label sikrer, at brevet kommer hurtigst muligt frem, og du undgår, at brevet returneres på grund af mangelfulde toldoplysninger
    • Du kan også få din label udskrevet på posthuset. Når du er færdig med at indtaste oplysninger i vores Online Porto vil du modtage en QR-kode i din e-mail. Den viser du bare på posthuset, og så printer de din label ud.
    • Aflever brevet på posthuset eller i en postkasse.
  • Hvis brevet er et postkort eller indeholder et dokument, så sæt et frimærke på eller skriv en portokode på det – helt som normalt
    • Du kan købe en portokode via PostNord Appen eller via vores Online Porto
    • Husk at mærke brevet Prioritaire (eventuelt blot med håndskrift), så kommer det hurtigere frem
    • Aflever brevet på posthuset eller i en postkasse.

Har du flere spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte kundeservice på telefon 70 70 70 30. Vi svarer alle hverdage fra 8.00-19.00.